IT Ambassadører på Stefanshjemmet

 Elleve beboere på Stefanshjemmet har i perioden fra sommeren 2008 til  sommeren 2011, sammen med 4 andre bo-tilbud i Danmark deltaget i projekt  "Implementering af Teknologi", der havde til formål at øge handicappedes  muligheder  for at kommunikere med omverdenen, gennem anvendelsen af  almindelig  informationsteknologi. Det skal på sigt øge beboernes indflydelse på eget  liv  og samtidig fremme sociale kontakter og socialt samvær.

 Op mod 75 % af beboerne på Stefanshjemmet har betydelige kommunikations-handicap,  hvilket blandt andet var en af grundene til at vi valgte at gå med i projektet.

 Fokus på kommunikationsmiljøet

 Gennem vores deltagelse i projektet har ledelse og personale haft – og har stadig - fokus på  botilbuddets kommunikationsmiljø. Det har handlet om at sikre, at den organisatoriske  struktur,  den pædagogiske holdning til kommunikationshandicap samt hverdagens  kommunikative  praksis samlet trækker i samme retning. Samtidig skal det give mening  at tale sammen, og der  skal være nogen at tale med.

 Gennem brug af teknologi, blandt andet Touch Screen computere, Skype, Herbor  og Programsnedker har vi haft som mål, at øge beboernes muligheder for at etablere og  udvikle sociale relationer med mennesker udenfor Stefanshjemmet. Mennesker beboerne  selv  vælger til.

 Teknologien åbner nye døre for kommunikationen og bringer mennesker sammen, der ellers  ville have vanskeligt ved fysisk at mødes.

 Stefanshjemmet har i projektperioden oplevet mange gode eksempler på vellykket  kommunikation.

 En af de ting medarbejderne har arbejdet med i projektet, har været at dele den viden, der  dels er opsamlet med brugen af teknologierne, dels den viden, der ligger i de gode historier,  med andre medarbejdere og afdelinger.

 Netop med udgangspunkt i vidensdeling og erfaringsformidling blev der ved projektets  afslutning fra de deltagende bosteder fremsat et forslag om at etablere et ambassadørkorps.

 Tanken med ambassadørkorpset var, at korpset skulle kunne formidle den viden om  og erfaringer med brugen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som er høstet  i  projektperioden, så andre bo-tilbud rundt om i Danmark har mulighed for at rekvirere hjælp  til  inspiration, opstart og brugen af IKT.

 IT-Ambassadør korpset er nu en realitet og Stefanshjemmet har sagt ja til at være med i  Ambassadørkorpset.

Stefanshjemmet bidrager til korpset med IT-Ambassadør Morten P.  Rasmussen, som i sin tid var med i projekt ”Implementering af Teknologi.